De fleste tænker slet ikke over, hvordan de bygger deres sociale liv. De tænker nok ikke engang på det, som en aktiv bygge proces: det er bare noget der sker. Hvis dine eneste venner er dem, du er stødt på i forbindelse med uddannelse og arbejde, så er du nok i den båd: du har ikke aktivt fundet de mennesker du gerne vil bruge tid med. Du er blot endt ud med de mennesker, som omstændighederne har ført dig til. Selvfølgelig er der en vis udvælgelse i blandt dem, man støder på – men faktum er, at du kunne sammensætte en langt bedre vennekreds, hvis du gjorde en aktiv indsats.

Hvordan ville du skaffe byggematerialer, hvis du skulle bygge et hus? Ville du bare vade rundt i byen, og se hvad du stødte på? Du ville sikkert kunne finde nogle træpaller på en parkeringsplads, og nogle rustne søm på lossepladsen… Hvis du gik rundt længe nok, ville du sikkert kunne samle nok materialer til at få bygget noget, der nogenlunde ville kunne kaldes for et hus. Men ville det være et godt hus? Ville du være stolt af det, og ville det kunne holde dig varm og tør på alle tider af året?

Hvis vi ikke vil lade det være op til tilfældighederne, at give os materialerne til at bygge et hus, hvorfor tillader vi så, at det sker, når vi opbygger vores sociale liv? De mennesker vi omgiver os med, har mange ting tilfælles med et hus. De danner rammerne om vores daglige liv, får os trygt og sikkert igennem stormene og giver os et sted at søge tilflugt når det er nødvendigt. Jo mere kræsen du er med, hvem du kalder en ven, jo stærkere vil fundamentet være, og jo mere givende vil benskabet være: for jer begge to. Det er ikke egoistisk at være omhyggelig med opbygningen af ens sociale cirkel: det kommer derimod alle til gode. Jo mere kompatibel I er, og jo mere I kan kombinere jeres styrker og kompensere for hinandens svagheder, jo stærkere står I allesammen. Hvis to mennesker ikke rigtigt er kompatible, men bare bruger tid sammen fordi de nu engang arbejder det samme sted, så optager de plads i hinandens liv, der kunne være bedre brugt med en anden person. Giv dig selv og dine venner muligheden for, at danne de rigtige partnerskaber!

Det handler ikke kun om, at være kræsen. For at gå tilbage til metaforen med huset, så ville du sikkert kunne bygge et godt hus, hvis du kun tog de gode byggematerialer du stødte på i din tilfældige gåtur rundt i byen. Det ville nok tage mange år – sandsynligvis et par livstider – men i teorien, kunne du bygge et stærkt hus, ved bare at være kræsen. Det er dog langt mere realistisk og praktisk, at tage en struktureret tilgang. Vil du bygge et hus, så tag ned i det lokale byggemarked og invester det det koster, at bygge et godt hus. Vil du opbygge et stærkt socialt netværk, så sæt dig ned og find ud af hvilke mennesker det giver mening for dig at omgås, og invester tiden i at finde og opsøge dem.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here